Regler og love ved nyt tag: Tjek her hvilke regler der gælder for din ejendom i 2022

Overvejer du nyt tag, skal du orientere dig om relevante regler, bestemmelser og love for renoveringen. Ellers kan du risikere at miste garantien, at forsikringen ikke dækker ved skader eller at kommunen slet og ret kræver det nye tag fjernet.

Nedenfor finder du et overblik over regler, bestemmelser og love relevant for tagrenoveringen, ligesom du vil finde vejledning til selv at tjekke, om dit hus er omfattet af særlige regler eller bestemmelser.

Tjek gældende regler, og undgå unødvendig ricisi

Hvis tagrenoveringen ikke lever op til relevante regler, bestemmelser eller love, kan det medføre dyre lærepenge. Det gælder uforudsete udgifter og ricisi såsom:

  • Mistet producentgaranti, hvis monterings- og brugsanvisninger fra tagproducenten ikke følges. Det betyder, at procenten af tagbelægningen ikke nødvendigvis dækker reklamationsretten for selve tagbelægningen, hvis belægningen ikke er monteret korrekt.
  • Mistet dækning af husforsikringen – f.eks. ved fugt- eller vandskader forårsaget af utætheder i taget – hvis der er fejl eller mangler i monteringen af tagbelægningen.
  • Krav fra kommunen om ombygning eller fjernelse af eksisterende tagbelægning, fordi det strider imod gældende lokalplaner, servitutter eller fredninger.

Overblik: Hvilke regler, bestemmelser og love skal jeg være opmærksom på?

Før du går i gang med tagrenoveringen, bør du være opmærksom på:

  • Lokalplaner som kan diktere, hvilken belægning og udformning som er tilladt på taget.
  • Servitutter, fredninger eller lignende behæftet ejendommen, som kan begrænse muligheder ved tagrenoveringen.
  • Bygningsreglementet som stiller en række byggetekniske krav til taget.
  • Tagproducenters monterings- og brugsanvisninger til tagbelægningen.
  • Brancheorganisationers vejledning og anvisninger om forskellige tagbelægninger.

Nedenfor vil du finde vejledning til at tjekke alle ovenstående forhold.

Vælg et tagfirma med byggegaranti

For at sikre at tagfirmaet dækker alle mangler eller fejl ved en tagrenovering, bør man altid vælge et tagfirma med byggegaranti. Derfor anbefaler vi, at du indhenter tilbud på nyt tag gennem vores samarbejdspartner 3byggetilbud.dk. Ved at indhente tilbud derigennem, indgår du i den såkaldte entreprisegaranti, hvormed du er dækket op til 35.000 DKK for fejl og mangler op til 5 år efter arbejdet er udført.

Vil du være ekstra sikret, bør du vælge et tagfirma, som er medlem af Byg Garanti. Byg Garanti dækker op til 150.000 DKK inkl. moms per byggesag. Efter arbejdet er færdigt, dækker garantien i op til tre år for synlige fejl og op til ti år for skjulte fejl og mangler.

Love og regler for udskiftning af taget

Der er grundlæggede tre områder man bør orientere sig om ved tagrenovering: bygningsreglementet, lokalplaner og servitutter:

Bygningsreglementet

Krav om efterisolering hvis rentabelt

Ifølge Bygningsreglementet skal alle ombygninger – inklusiv udskiftning af tag – udføres, så de er overholder gældende energikrav. For de fleste udskiftninger af tag er det således et lovkrav, at taget i samme ombæring isoleres, hvis det er muligt, og hvis taget ikke allerede er isoleret. Læs mere om isolering af taget her.

Det gælder dog også, at isoleringen kun kræves, hvis den er rentabel. Det vil sige, at efterisoleringen kun er et lovkrav, hvis den over en given årrække vil tjene sig selv hjem gennem varmeregningen. Reglerne kan du læse mere om på Bygningsreglementet side om Tekniske bestemmelser – Energiforbrug og Bygningsreglementet side om Tekniske bestemmelser – Krav.

Bygningsreglementets §275 stiller krav om, at der efterisoleres i loftet og taget, hvis man alligevel skal have nyt tag, og at dette er rentabelt. Efterisoleringen betragtes som rentabel, når følgende formel er større end 1,33:

(Isoleringens levetid * Årlig varmebesparelse i DKK) / Investeringen > 1,33

Tallet 1,33 betyder, at efterisoleringen er betalt tilbage efter 3/4-dele af efterisoleringens samlede levetid. Estimerer man en samlet levetid på 40 år for efterisoleringen, skal investeringen således være betalt tilbage efter højest 30 år, før efterisoleringen betragtes som rentabel og at der således er krav om efterisolering ved tagrenoveringen.

Lad os tage et eksempel: efterisoleringen estimeres at have en levetid på 40 år (40 år er en generel tommelfingerregel for efterisolerings levetid), den årlige varmebesparelse er 1.700 DKK og efterisoleringen koster samlet 41.000 DKK:

(40 år * 1.700 DKK i årlig varmebesparelse) / 41.000 DKK = 1,659

Idet 1,659 er højere end 1,33 betragtes efterisolering i dette tilfælde som rentabel, og det vil være et krav at efterisolere, hvis der laves renoveringer på taget.

Generelle krav til taget jf. Bygningsreglementet

Derudover gælder det ifølge Bygningsreglementet skal alle tag kunne modstå vind og være gjort grundigt fast til resten af huset. Derudover stilles der krav til, at alle ombygninger – herunder udskiftning af tag – skal udføres, så de er energibesparende, såfremt det er rentabelt. Sidst stilles der krav til, at taget skal være sikret mod fugtskader samt være modstandsdygtigt overfor brand. Tilsvarende gælder der også en række bestemmelser i Bygningsreglementet som udstikker hvilke typer tag, der må bruges på en pågældende bygning samt krav om, hvordan taget bør renoveres.

Når du hyrer en byggeentreprise til renovering af taget, vil der typisk være tilknyttet en bygherrerådgiver, som kan hjælpe med, at bygningsreglementet, lokalplaner samt øvrige regler og bestemmelser overholdes.

Lokalplan

Der kan være udstukket en lokalplan fra din kommune i områder, som indeholder bestemmelser om, hvilken type tag der må lægges. Der findes for eksempel områder, hvor kun stråtag er tilladt. På Plandata.dk fra Erhvervsstyrelsen kan du se alle lokalplaner på et kort. Sådan bruger du Plandata.dk:

  1. Vælg din kommune i øverste højre hjørne under “Kortudsnit” eller indtast sommerhusets adresse på “Søg_adresse”.
  2. Tryk på et af markeringerne på kortet (hvilket vil sige, at dit sommerhus er underlagt en lokalplan)
  3. I venstre boks kan du se alle lokalplanerne, som åbnes i .pdf, når du klikker.
  4. I pdf-dokumentet vil der stå krav til tag, f.eks. “Tag på udestuer skal udføres som fast tag med tagpap, metalplade eller glas. På terrasseoverdækninger må taget desuden udføres med klare eller mælkehvide plader af PVC.”
Foto: skærmbillede af Plandata.dk. Du kan enten indtaste adressen eller få et overblik over gældende lokalplaner på et kort.

Servitut

En servitut er en bestemmelse, der er tinglyst på ejendommen. Det kan f.eks. være hvis ejendommen er fredet og således er underlagt visse begrænsninger i forhold til, hvad der må ændres – herunder om tagtypen må ændres. Du kan selv tjekke, om din ejendom er omfattet af servitutter:

  1. Gå ind på tinglysning.dk og vælg “Forespørg med log ind”. Det er nødvendigt at logge ind med NemID eller MitID for at tilgå information om eventuelle tinglyste servitutter tilknyttet ejendommen.
  2. Indtast adressen på din ejendom.
  3. Under fanen ‘Servitutter’ kan du tilgå eventuelle tinglyste servitutter tilknyttet ejendommen.
Tagrenovering

Må man gerne selv lægge nyt tag?

Der er i princippet og rent juridisk ikke noget til hinder for, at du selv lægger nyt tag – hverken Bygningsreglementet, producenter, lokalplaner eller andre reglementer specificerer, at arbejdet skal udføres af en professionel tagdækker.

Du bør dog være meget varsom med selv at lægge nyt tag medmindre der er tale om nyt tag til udehus, skur, garage eller lignende bygninger som ikke bebos. Hvis du selv lægger taget, kan der nemlig opstå komplikationer ved forsikringssager (f.eks. ved vand- eller fugtskader i boligen), fordi taget ikke er monteret korrekt.

Dertil hører, at fejl eller mangler i tagrenoveringen kan forårsage meget dyre skader på huset senere. Det gælder særligt, at utæt tagbelægning kan medføre, fugtskader i resten af huset. Med de penge man sparer ved selv at lægge taget skal man derfor have in mente den betydelige risiko man løber. Større tagentrepriser har typisk en byggegaranti tilknyttet, som dækker fejl og mangler i tagbelægningen.

Hvilke krav gælder der for tagets taghældning?

Alle tagtyper har et krav om et minimum af taghældning. Det skyldes, at utilstrækkelig taghældning kan medføre utæt tag, forkortet levetid af taget og ultimativt at producentens garanti bortfalder. Derfor er det vigtigt, at du følger producents anvisninger nøje for så vidt angår minimum taghældning.

Vi anbefaler, at du selv undersøger tagproducentens anvisning og vejledning for den specifikke tagbelægning selv, hvor der også vil fremgå den minimale taghældning. Minimum af taghældningen for de mest udbredte tagbelægninger er som følger:

TagdækningMinimum taghældning
Aerodek ståltag (Decra)< 12º
Lindab Topline ståltag med undertag< 14º
Lindab LP20 Trapez ståltag med undertag< 5º
Tagpaptag< 1,4º (1:40)
Betontagsten< 14º med undertag; < 20º uden undertag, men med understrygning
Tegltag< 25º med undertag
Bølgeeternit< 14º
Eternitskifer< 18º
Naturskifer< 20º
Zinktag< 3º

Følg tagproducentens anvisninger og undgå, at garantien bortfalder

Tagproducentens anvisninger og vejledning til montering skal følges til punkt og prikke, for at producentgarantien ikke bortfalder. Typisk vil det være byggeentreprisen, som du hyrer til tagrenoveringen, som står til ansvar for, at det er tilfældet. Du bør dog sikre dig, at byggeentreprisen også juridisk står til ansvar for, at arbejdet er udført korrekt. Det bør du derfor gerne have udspecificeret i aftalen du har lavet mellem dig og byggeentreprisen.

Tagproducenterne vil altid have en anvisning til deres tagbelægning, og den vil du typisk kunne finde på deres hjemmeside. Nedenfor et eksempel fra Cembrits anvisning og montagevejledning:

Husk, at tagproducentens montagevejledning skal følges minituiøst for at produktgarantien ikke bortfalder. Du kan typisk finde montagevejledningen på tagproducentens hjemmeside.

Hvad koster et nyt tag?

Tagtjekker.dk har indsamlet og gennemset 153 fakturaer fra tidligere tagrenoveringer fra en række tagfirmaer i Danmark. Dertil har vi beregnet den gennemsnitlige kvadratmeterpris for hver enkel tagbelægning samt den gennemsnitlige pris for tillægsudstyr såsom ovenlysvinduer, stigetrin, renovering af skorsten mv.

Prisberegneren giver således et godt udgangspunkt for, hvad du skal forvente, at din potentielle tagrenovering kommer til at koste. Vær dog opmærksom på, at prisberegneren vil være forbundet med en vis usikkerhed, da alle tagrenoveringer er forskellige.

Sådan beregnede vi priser:

Indsamlet og gennemset 153 fakturaer fra tidligere tagrenoveringer fra en række tagfirmaer i Danmark

Nøgleinformationer fra fakturaer udtrukket og databehandlet

Gennemsnitlig kvadratmeterpris for hver enkel tagbelægning samt tillægsudstyr beregnet

Derfor anbefaler vi, at du udfylder formularen til nyt tag hos vores samarbejdspartner 3byggetilbud.dk, hvis du vil have et præcist estimat for, hvad en tagrenovering vil koste dig.

Nedenstående prisestimater inkluderer lønomkostninger, eventuelt bortskaffelse af tidligere tag. Dog eksklusiv nyt undertag.

Skriv en kommentar